Stændertorvet i Roskilde

Restaurering og nytænkning af Stændertorvet i Roskilde

Stændertorvet er det centrale byrum i Roskilde, der skal forene moderne kultur og byliv med historien og kulturarven på dette sted. Stændertorvet skal kunne rumme mange forskellige programmer og aktiviteter, være rummeligt og foranderligt, samtidig med at det hviler i sig selv. Opgaven er besvaret ved at arbejde med Stændertorvets historiske dybde, dets autenticitet og de mange begivenheder, der har givet stedet vingesus, samtidig med at torvet gøres inkluderende overfor et moderne bylivs mangeartede udtryk på dette sted. Arkitektonisk betyder dette, at projektforslaget foreslår et arkitektonisk udtryk, der hviler i et robust greb og traditionelle materialer i håndværksmæssig bedste bearbejdning og detaljer. Et greb der favner og udspænder hele torvet som ramme om de mange forskelligartede programmer, der skal kunne afvikles – fra livlig aktivitet, stille ophold og trafikafvikling til parkering. Et greb, der rækker både tilbage og frem i tiden – på én gang både klassisk og moderne.

Med den rette arkitektoniske og beplantningsmæssige bearbejdning kan Stændertorvet bringes i dynamisk samklang med Domkirkepladsen, Palæhaven og forbindelsen ind til Latinerhaven på en måde, så de enkelte rums integritet både respekteres og udvikles. Synergien vil blive oplevelsen af en differentieret, rig helhed, der understøtter byen som en langsomt voksende, komplekst sammensat struktur med stor fortælleværdi, der appellerer til byens borgere og gæster om at gå på opdagelse.

Dette arkitektoniske udgangspunkt danner grundlaget for fladerne der spændes ud til alle facader så torvet fremstår som ét samlet og multifunktionelt rum for torvedag, musikaktiviteter, borgermøder mm. Stedets historie kan på den måde aflæses i torvets gulv, som udføres i nordisk granit i harmoni med eksisterende granitbelægninger ved Roskilde Domkirke, Palæet og  i omkringliggende huses sokler og facader.  Trafik og parkering udvikles i samspil med det nye torv og underlægger sig de bylivsrelaterede aktiviteter. Der udvikles en Movia- +Ø med tilhørende ny pavillion. 

Fakta

Bygherre           Roskilde Kommune

Areal                   10.000 m2

Type                    1.præmie i inviteret konkurrence om udarbejdelse af dispositions- og projektforslag til det centrale historiske Stændertorv ved Roskilde Domkirke, Fondens Bro og Palæet.

År                         2012-2015

Team                   Charlotte Skibsted (Totalrådgiver)

 Erik Brandt Dam    (underrådgiver)

 Grontmij A/S          (underrådgiver) 

 

1677_view

1870_view

2013_view