Udpluk af tegnestuens alsidige aktiviteter 2012

 

VESTJYLLANDS HØJSKOLE 

imgp0392

Ny Carlsbergfondet har skænket Vestjyllands Højskole en skulptur af billedhugger Laila Westergaard, som blev afsløret d. 12. august 2012 med oplæg fra direktør i Ny Carlsberg Fondet Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Charlotte Skibsteds Tegnestue har i tæt samarbejde med Laila Westergaard fastlagt placering og udformning af det landskab hvori kunstværket står. Laila Westergaards skulptur er en krukke i granit, som måler 2,20 m i højden og med et ovalt tværsnit på 1,65 gange 1,45. Krukken vejer 9 tons og bliver omkranset af en siddemur i mursten og granit samt en hæk af siljerøn. På ovenstående foto ses Laila Westergaard i hendes kreative værksted under åben himmel arbejde på kunstværket.

 

 

BISPEGÅRDEN NYKØBING FALSTER

 hein_heinsen_bispegarden

Charlotte Skibsteds tegnestue har tegnet landskab og ankomstarealer i tilknytning til Lolland Falsters Stiftsadministration nye bygning i Nykøbing Falster. Bygningen er tegnet af Creo arkitekter og blev i 2011 tildelt årets arkitekturpris af Guldborgsund Kommune. I forgrunden ved ankomst til den nye bygning skal placeres en skulptur som er under udarbejdelse af billedhugger Hein Heinsen. Charlotte Skibsteds Tegnestue arbejder tæt sammen med Hein Heinsen om udformning af terræn og landskab hvori kunstværket skal indgå. Ovenstående foto viser prototype og kunstværkets skalamæssige relation til den nye bygning.

 

 

NEW NORDIC

imgp0123

På Louisianas udstilling New Nordic indgår to elegante projekter hvori Charlotte Skibsteds tegnestue har været landskabsarkitekt. Det drejer sig om Tornbjerg Kirke tegnet af arkitektfirmaet Fogh & Følner samt Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro tegnet af NORD arkitekter. Ovenstående foto viser en tidlig forårssituation i omgivelserne til Tornbjerg kirke. Læs mere om New Nordic udstillingen på Louisianas hjemmeside.

 

 

EUROPA NOSTRA

tangtage

Fra 2012 er Charlotte Skibsted optaget som medlem i Europa Nostra Danmark. Organisationen har til formål at medvirke til at beskytte Europas kulturarv og landskabelige værdier ved at arbejde for en høj arkitektonisk standard inden for by- og landskabskultur, at fremme og højne kvaliteten inden for de traditionelle bygningshåndværk samt at arbejde for en forbedring af miljøet. Den 1. juni 2012 blev Tangtagene på Læsø tildelt en international pris ved Europa Nostra kongres 2012 i lissabon. Prisen var en anerkendelse af det omfattende bevaringsarbejde, der har stået på siden 2007. Denne tagtype findes udelukkende på Læsø og kan betragtes som et fysisk vidnesbyrd om den kultur og det liv, der siden 1100 tallet har præget udviklingen på den lille Kattegat ø. Se ovenstående billede. 

 

 

INSPIRATIONSSEMINAR AALBORG KOMMUNE

imgp8654

Charlotte Skibsted er af Aalborg kommune inviteret til at afholde forelæsning om etablering og design af uderum og den påvirkning arealerne har på beboernes adfærd med eksempler på hvordan boligorganisationerne får mest værdi for pengene. Foredraget er 3. inspirationsseminar som Aalborg Kommune holder om arkitektur og bæredygtighed i almene byggerier og boligområder og afholdes 11.oktober 2012. Foto er fra AAB Vejleåparken hvor beboerne er samlet omkring en af bebyggelsens nye centrale pladser tegnet af Charlotte Skibsteds Tegnestue.

 

  

FARUM KIRKEGÅRDSUDVIDELSE

farum_planer

 

 

 

 imgp3809

Charlotte Skibsteds tegnestue har skabt en ny kirkegårdsudvidelse i tilknytning til Farum Kirke. Udvidelsen er smukt beliggende i fredsskovsareal med kig ud til Farum Sø. I tilknytning til udvidelsen etableres en ny græsarmeret parkeringsplads indpasset nænsomt i det eksisterende landskab. Anlægsarbejderne er i fuld gang og projektet forventes færdigt november-december 2012. Kirkegårdsudvidelsen etableres som skovkirkegård og bliver den første af sin art i Danmark. De indledende overvejelser om projektet indledtes i 2003. Ovenstående viser illustrative tegninger af hhv. ny parkeringsplads og kirkegårdsudvidelsen samt foto i anlægsfasen med terrænregulering i kirkegårdsudvidelsen.

 

 

ISHØJ STATIONSFORPLADS

imgp2546

Ishøj Stationsforplads og kilen fra Ishøj Station til Klydens Plads på kunstaksen mod Arken Kunstmuseum blev indviet i juni 2012 med musik, fest og taler.

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.